Ringo Starr lukkede Skanderborg Festival
Af Mogens G. Madsen og Lars Thomsen
Der var stjerner på himlen, da Skanderborg Festivalens 19. udgave sluttede i aftes. Nemlig i form af et overdådigt fyrværkeri, der lyste den klare sensommernat op i flotte farver.
Men også i timen op til afslutningen var der masser af stjerner på festivalen – i form af den gamle Beatles-trommeslager Ringo Starr og hans All Starr Band. De havde opgaven af være festivalens sidste band fra den store scene i bøgeskoven.
Med Ringo er der altid lidt af en balancegang mellem lummer variete og sublim underholdning. Men når man inviterer gæster som Peter Frampton, Jack Bruce, Gary Brooker og Simon Kerke indenfor i legestuen, så er man i hvert fald sikker på, at den musikalske side er i orden.
Solide kapitler
De repræsenterer hver for sig solide kapitler i rockens historiebog, og de nød at få lov til at lege sammen musikalsk. Så kan man godt leve med, at stemmepragten ikke længere når samme skarphed, som for et par årtier siden.
Vi fik alle de forventede sange fra Ringo samt blandt andet et par vidunderlige gamle Creamsange. Ringo styrede begivenhederne, og selvom han aldrig bliver nogen stor sanger, formåede han at skabe et hyggelig og afslappet stemning.
Festivalen havde tidligere på søndagen besøg af nogle andre legender, reggae-kongen Bob Marleys gamle backing-band, The Wailers. De havde tilsyneladende svært ved at finde Skanderborg og kom først i gang med tre kvarters forsinkelse. Om det skyldtes manglende navigations-evner eller om de havde set for dybt i tobakskrukken med reggaemusikers foretrukne mærke vides ikke. Koncerten varede en god halv times tid, og kun i glimt var der klasse over showet, der var udformet som et hyldest til afdøde Marley.
Krøllet øldåse
Det var en af skuffelserne på en festival, der ellers bød på et godt og varieret udbud af musik. Skanderborg tiltrækker rockpublikum i alle aldre, og det afspejles fint i programmet, der var prøget af såvel nye unge navne, som gamle kendte rockprofiler.
Fra fredagens program står afrikanske Angeluque Kidjos optræden i lysende erindring. Et festfyrværkeri af herlige rytmer.
– What is this, udbrød Kidjoe på et tidspunkt, da hun fik fingre i en af Team Paderborners kasketter.
Team Paderborn er en flok, der på tiende år hjemsøger festivalen. De ses altid iført kasketter med en krøllet Paderborn-øldåse på toppen. Kasketten fulgte Kidjoe i et par numre, og mere internationalt kunne det vel næppe blive. Tysk øl på et afrikansk hoved til en dansk fest.
Vejrguderne valgte at lade en del væde falde ned over de stakkels festivalgæster lørdag. Med andre ord, det stod ned i stænger. Nu skal der en del til at slå garvede danske festivalgængere ud, og de fleste tog vandet og mudderet i højt humør.
Med til at bringe humøret op var det danske Flower Pot Party, der var en samling veteraner, fra dengang danskrocken var ung. På scenen var navne som Stig Møller, Nils Skousen, Peter Ingemann, Ken Gudman, Ole Frø og Tømmerclaus. Det vil sige folk fra bands som Steppeulvene, Blue Sun og Young Flowers.
Stig Møller, der gladelig lever med betegnelsen Danmarks sidste hippie, var den naturlige frontfigur og styrede os igennem en række klassikere. Der var adskillige – skal vi sige lidt ældre – blandt publikum og de nød til fulde koncerten, der blev rundet af med bl.a. Isabel og Herfra hvor vi står, sunget af Nils Skousen, som de fleste i dag vel kender bedste fra diverse tv-serier og teaterstykker.
Flower Pot Party har rødder tilbage i 60érne. Det har Yardbirds så sandelig også. Et band, der har fostret navne som Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page behøver ikke at gøre ret meget mere for at sikre sig en plads i historiebogen. Ingen af de tre herre var med i Skanderborg, men det gendannede Yardbirds gav en flot opvisning i britiskarbejderblues, som den lød i midten af 60érne. Uden at føje noget til genren, beviste bandet, at det er musik, der er tidløs.
Brændende trommesæt
Bøgeskoven var grøn, og det kunne vel ikke være en mere passende kulisse til et band, der kalder sig Green Day. Denne amerikanske trio var blandt de absolutte topnavne på festivalen, og de leverede et forrygende show, der også sluttede rygende. Efter cirka 50 minutters effektiv, melodisk poppunk, væltede trommeslageren sit grej ud over scene, hældte tændvæske op og satte ild til skidtet. Bassisten fulgte kort tid efter trop og smed sit instrument på bålet. Kun den karismatiske sanger og guitarist Billy Joe Armstrong fortsatte et ar minutter ekstra, inden han også forlod scenen og et måbende publikum. Det blev på mange måder en mindeværdig koncert, i hvert fald vil 17-årige Christian fra Århus aldrig glemme den. Armstrong råbte på et tidspunkt ud til publikum om der var nogle, der kunne spille guitar, og i den skov af hænder, der blev rakt op, blev Christians valgt. Efter en kort instruktion i et par akkorder, fik han lov til at spille med i et par minutter, og gjorde det ganske hæderligt.
Senere lørdag sendte TV2 festivalen i seng med en god, men også forudsigelig, syng-med-Steffen koncert.
Kunsten at få sit publikum til at synge med kan Lars Lilholt Band også. Der er ikke meget nyt i Lilholts show, men publikum i Skanderborg elsker det og koncerten blev en stor folkefest. Lilholt kommer i øvrigt til Vejle i nær fremtid, nemlig d. 22 august.
Det forholdsvis nye danske navn The Pockets måtte også gerne kigge forbi på disse kanter. Bandet spiller gedigen melodisk pop af den slags, der automatisk gør en glad, og har blandt andet en forrygende udgave af George Harrisons Here Comes The Sun på programmet. Man at de også kan selv beviser sange som Bye Mr. Jones og I wont Be Here Anymore.
