1999, Ekstra Bladet: Turbo-bajer og juleflæsk

Midt i sommer-kogeren på Skanderborg Festivalen kæmper ”Team Paderborner” fra Randers med tysk øl og julefrokost.
I aften er det juleaften, der er længe længe til, lyder det fra et par højttalere, der sidder monteret på siderne af noget, der en gang var en græsslåmaskine. Vi er på Skanderborg Festival, solen skinner, og det er møghamrende varmt. Disse små detaljer skal dog ikke afholde godt 30 mennesker under betegnelsen ”Team Paderborner” fra at holde årets julefrokost.
Skjorte og slips gør sig ligesom ikke rigtigt i varmen, og slet ikke på en festival, så iført bar mave – eventuelt en T-shirt – nissehuer sidder ”Team Paderborner” og skyller silden ned med øl og snaps. Det er jo en julefrokost. Foran teltet flyder der godt med fladtrykte Paderborner-dåser. Der skal også blive en hel del emballage tilovers, når der er købt 24 øl per mand per dag.

Startede med ølstrejke
Vi har været med på Skanderborg Festivalen siden 1989. Men det hele startede i 1987, hvor der var ølstrejke, og vi kørte ned over grænsen og købte Paderborner, fordi det var det billigste, fortæller Frank Kusk, der er leder af ”Team Paderborner’s informations-sekretariat”. De ølglade mennesker holder hvert år deres julefrokost på Skanderborg Festivalen, og de ligger også det samme sted hvert år. Derfor kan de også prale med at have en adresse på festivalen. Den hedder Sølundvej ved det store træ.
Vi sover her natten før, der bliver åbnet for teltslagning, og skulle nogen komme til at snuppe vores plads, så er de flinke til at flytte sig, når de ser, det er os, fortæller Mads Hammer, der også har en meget fin titel i teamet. Han er overteltmaster design-engineer. Så kan det vist ikke blive finere. Temperaturen nærmer sig de 30 grader. Alligevel glider silden, den lune leverpostej og flæskestegen med rødkål ned godt hjulpet på vej af en ukendt antal Paderborner, naturligvis.

Ebba’en
Efter den dejlige julemad viser ”Team Paderborner” deres format ved ikke bare at kaste sig hen i skyggen og blunde madpuklen væk. Der skal drikkes endnu mere øl, og det skal være på tid.
Det her, det hedder simpelt hen bare Ebba’en, siger Mads Hammer, mens han peger på et blåt stativ, med to tragte på, der hedder Ebba1 og Ebba 2. I disse tragte hælder man en øl, der så løber ned i en slange. For enden af denne slange er der en letsindig persons mund, og så bliver disse tragte hævet op i luften, så alt øllet i en helvedes fart ryger lige ned. Fik jeg nævnt, at Ebba’en er pneumatisk styret?! Det værste er, når folk går forbi og ser Ebba’en, for så skal de altid lige prøve, siger Mads Hammer.
To mænd ligger parat på ”knæfaldet”. Det hedder de to ægte tæpper, man knæler på, når man insisterer på at ville drikker sin øl på rekordtid. Ebba’en startes og 1,7 sekund senere er endnu en Paderborner forsvundet i dybet. Tidsplanen for julefrokosten er skredet en lille smule. Det tager tid at pleje pressen, men endelig er det blevet tid til at sanse om juletræet.
Det er pyntet. Stjernen er ikke overraskende en Paderborner-dåse. Hovedparten af pynten er heller ikke overraskende Paderborner-dåser, men en enkelt julekugle er der også blevet plads til.
Frank Kusk griber harmonikaen og straks lyder ”Glade jul” fra de godt 30 velsmurte struber. Der bliver sjosket den ene vej, og der bliver sjosket den anden vej. Alt sammen blot opvarmning til Franks egentlige glansnummer, ”Snevalsen”. ”Team Paderborner” danser og synger hengivent til musikken. Årets julefrokost er ved at være forbi, men der er heldigvis stadig to festivaldage tilbage til at nyde det skønne tyske øl.

Grith Jørgensen
FOTO: Morten Overgaard

1998, Horsens Folkeblad: Når dåseøl er Gud

SKANDERBORG – Festival kræver forberedelse – også som gæst, mener Team Paderborner, som nok er campingområdets mest etablerede teltlejr.
Normalt kræver det ikke den store forberedelse at tage på festival. Man pakker tandbørsten og soveposen, og så er det afsted.
Men for en gruppe dåseøldrikkende unge, som kalder sig Team Paderborner, er Skanderborg Festival en konkurrence i opfindsomhed og nytænkning. Derfor må noget man må forberede sig flere måneder i forvejen.
Team Paderborner er efterhånden ved at være en fast institution på Skanderborg Festivalen. De er let genkendelige på deres blå kasketter med en sammenpresset øldåse hæftet fast i toppen. Dåseøl er Gud, mener man nemlig i Team Paderborner, og tre indkøbsvogne fulde af sammenpressede øldåser fortæller, at her er nogen, der tager deres religion alvorligt. Navnet Paderborner stammer fra den billige tyske dåseøl, som er lejrens vartegn, og som der dagligt bliver drukket adskillige hundrede af i deres store villatelt.
Forberedelserne i år har været særligt grundige, fordi lejren har 10-års jubilæum.
Der er lavet medlemskort, streamers og klubtrøjer, og der er forberedt en mængde happenings. Og så er der fortrykt et program over lejrens aktiviteter, som blandt andet indeholder næsehårsudtrækning og ryghårsafrivning! Ja, Team Paderborner har endog fået deres egen hjemmeside på Internettet.

Julefrokost
En af lejrens faste traditioner er julefrokosten, som altid starter fredag middag. Den foregår i den helt rigtige ånd med julemad, julesange og julegaver, og bagefter bliver der selvfølgelig danset om et fint pyntet juletræ. I år var der bestilt diner transportable hos den lokale slagter i Skanderborg.
– Det eneste han ikke kunne skaffe var sylten, griner “Prebber” alias Preben fra Kolding, som har været med i lejren de sidste fem år.
En af årets nyheder er den såkaldte “Dobbelt Ebba,” som er en trykluftsdrevet ølsprøjtemaskine, der sprøjter dåseøl direkte ned i halsen på de tørstige festivalgæster. Derudover har lejren en maskot, der hedder “Agrigatet,” som er en selvkørende plæneklipper ombygget med bilradio og blinklys.
For at blive medlem af Team Paderborner skal man helse kende nogen, der kender nogen. Og så skal man udvise den rigtige Paderborner-ånd, som først og fremmest gå ud på at drikke en masse dåseøl. (cr)

1998, Vejle Amts Folkeblad: Stjerner sluttede festen i skoven

Ringo Starr lukkede Skanderborg Festival
Af Mogens G. Madsen og Lars Thomsen

Der var stjerner på himlen, da Skanderborg Festivalens 19. udgave sluttede i aftes. Nemlig i form af et overdådigt fyrværkeri, der lyste den klare sensommernat op i flotte farver.
Men også i timen op til afslutningen var der masser af stjerner på festivalen – i form af den gamle Beatles-trommeslager Ringo Starr og hans All Starr Band. De havde opgaven af være festivalens sidste band fra den store scene i bøgeskoven.
Med Ringo er der altid lidt af en balancegang mellem lummer variete og sublim underholdning. Men når man inviterer gæster som Peter Frampton, Jack Bruce, Gary Brooker og Simon Kerke indenfor i legestuen, så er man i hvert fald sikker på, at den musikalske side er i orden.

Solide kapitler

De repræsenterer hver for sig solide kapitler i rockens historiebog, og de nød at få lov til at lege sammen musikalsk. Så kan man godt leve med, at stemmepragten ikke længere når samme skarphed, som for et par årtier siden.
Vi fik alle de forventede sange fra Ringo samt blandt andet et par vidunderlige gamle Creamsange. Ringo styrede begivenhederne, og selvom han aldrig bliver nogen stor sanger, formåede han at skabe et hyggelig og afslappet stemning.
Festivalen havde tidligere på søndagen besøg af nogle andre legender, reggae-kongen Bob Marleys gamle backing-band, The Wailers. De havde tilsyneladende svært ved at finde Skanderborg og kom først i gang med tre kvarters forsinkelse. Om det skyldtes manglende navigations-evner eller om de havde set for dybt i tobakskrukken med reggaemusikers foretrukne mærke vides ikke. Koncerten varede en god halv times tid, og kun i glimt var der klasse over showet, der var udformet som et hyldest til afdøde Marley.
Krøllet øldåse

Det var en af skuffelserne på en festival, der ellers bød på et godt og varieret udbud af musik. Skanderborg tiltrækker rockpublikum i alle aldre, og det afspejles fint i programmet, der var prøget af såvel nye unge navne, som gamle kendte rockprofiler.
Fra fredagens program står afrikanske Angeluque Kidjos optræden i lysende erindring. Et festfyrværkeri af herlige rytmer.
– What is this, udbrød Kidjoe på et tidspunkt, da hun fik fingre i en af Team Paderborners kasketter.
Team Paderborn er en flok, der på tiende år hjemsøger festivalen. De ses altid iført kasketter med en krøllet Paderborn-øldåse på toppen. Kasketten fulgte Kidjoe i et par numre, og mere internationalt kunne det vel næppe blive. Tysk øl på et afrikansk hoved til en dansk fest.

Vejrguderne valgte at lade en del væde falde ned over de stakkels festivalgæster lørdag. Med andre ord, det stod ned i stænger. Nu skal der en del til at slå garvede danske festivalgængere ud, og de fleste tog vandet og mudderet i højt humør.
Med til at bringe humøret op var det danske Flower Pot Party, der var en samling veteraner, fra dengang danskrocken var ung. På scenen var navne som Stig Møller, Nils Skousen, Peter Ingemann, Ken Gudman, Ole Frø og Tømmerclaus. Det vil sige folk fra bands som Steppeulvene, Blue Sun og Young Flowers.
Stig Møller, der gladelig lever med betegnelsen Danmarks sidste hippie, var den naturlige frontfigur og styrede os igennem en række klassikere. Der var adskillige – skal vi sige lidt ældre – blandt publikum og de nød til fulde koncerten, der blev rundet af med bl.a. Isabel og Herfra hvor vi står, sunget af Nils Skousen, som de fleste i dag vel kender bedste fra diverse tv-serier og teaterstykker.
Flower Pot Party har rødder tilbage i 60érne. Det har Yardbirds så sandelig også. Et band, der har fostret navne som Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page behøver ikke at gøre ret meget mere for at sikre sig en plads i historiebogen. Ingen af de tre herre var med i Skanderborg, men det gendannede Yardbirds gav en flot opvisning i britiskarbejderblues, som den lød i midten af 60érne. Uden at føje noget til genren, beviste bandet, at det er musik, der er tidløs.
Brændende trommesæt

Bøgeskoven var grøn, og det kunne vel ikke være en mere passende kulisse til et band, der kalder sig Green Day. Denne amerikanske trio var blandt de absolutte topnavne på festivalen, og de leverede et forrygende show, der også sluttede rygende. Efter cirka 50 minutters effektiv, melodisk poppunk, væltede trommeslageren sit grej ud over scene, hældte tændvæske op og satte ild til skidtet. Bassisten fulgte kort tid efter trop og smed sit instrument på bålet. Kun den karismatiske sanger og guitarist Billy Joe Armstrong fortsatte et ar minutter ekstra, inden han også forlod scenen og et måbende publikum. Det blev på mange måder en mindeværdig koncert, i hvert fald vil 17-årige Christian fra Århus aldrig glemme den. Armstrong råbte på et tidspunkt ud til publikum om der var nogle, der kunne spille guitar, og i den skov af hænder, der blev rakt op, blev Christians valgt. Efter en kort instruktion i et par akkorder, fik han lov til at spille med i et par minutter, og gjorde det ganske hæderligt.
Senere lørdag sendte TV2 festivalen i seng med en god, men også forudsigelig, syng-med-Steffen koncert.
Kunsten at få sit publikum til at synge med kan Lars Lilholt Band også. Der er ikke meget nyt i Lilholts show, men publikum i Skanderborg elsker det og koncerten blev en stor folkefest. Lilholt kommer i øvrigt til Vejle i nær fremtid, nemlig d. 22 august.
Det forholdsvis nye danske navn The Pockets måtte også gerne kigge forbi på disse kanter. Bandet spiller gedigen melodisk pop af den slags, der automatisk gør en glad, og har blandt andet en forrygende udgave af George Harrisons Here Comes The Sun på programmet. Man at de også kan selv beviser sange som Bye Mr. Jones og I wont Be Here Anymore.

1998, JP: En (vand)kanon festivalstart

Henrik Voldborg lovede en kanon-sommer.
Men som en god ven og ligeså god kollega torsdag eftermiddag med sit kejserlige skarpsind bemærkede: Han mente jo vand-kanon…
Den 19. festival i Skanderborg startede (naturligvis) – trods lovende vejrudsigter (kun regn hver fjerde time…) i »sjov« sjask-silende regn, men efter endeløse ligeværdige dage, tog publikum det med forbløffende godt humør – eller var det resignation?.
I handelsgaderne blev de traditionelle boder torsdag eftermiddag banket op og pyntet med batik, bajere og burgere akkompagneret af de ligeså traditionelle reggae-toner, de første pre-festivatuelle… branderter travede hvileløse omkring og ventede. Ventede… Ventede på startskuddet til sommerens sidste festival.
Et eller andet sted under de smukke høje bøge fester festlige Frångk, Sjukke, MS-Pis, Linse, Sabelkatten, Degnen og Boretårnet givet allerede på livet løs sammen med de 50 andre medlemmer (og sympatisører) af Team Parderborner, der i år for 10. gang gør livet ikke så lidt festligere på Danmarks Smukkeste Festival. I det virkelige liv bærer de prekære Parderbornere berusende borgerlige navne, men ikke i denne weekend, hvor hovedsagen er druk-konkurrencer, en vaskeægte julefrokost med alt hvad dertil hører og så videre.
Og netop Team Parderborner, der (naturligvis) ligger i gemytlig krig med opkomlingene fra Team Royal, er yderst betegnende for den sympatiske festival, der ligger klistret op ad Skanderborg Sø, hvor selv ænderne er dødtrætte af alt det vand, der kommer oven fra: Fire dage med musik – og festligt samvær.

Vulkanudbruddet
I år er torsdagen for første gang indlemmet som fuldgyldigt medlem af festivalen, hvilket – på denne tid af »sommeren« – kan forklare det tynde fremmøde da de to konferenciers Søren Rislund og Mette Lisby kl. 16.30 kunne byde velkommen til det vandskyende publikum klædt i farverige regnjakker. Et publikum der i aftes blandt kunne møde Lois, Poul Krebs, Run DMC og ikke mindst det islandske vulkanudbrud Björk.
Skønt publikum i svømmende stund med anstrengte smil gør sig morsomme om emner, der kredser om snorkler, gummibåde, svømmebriller og andet overlevelsesudstyr, er festivalledelsen som altid fuld af fortrøstning, og taget torsdagsstemningen i betragtning, da tyder det meste på, at den 19. festival også går hen og bliver en publikumssucces.
Det vender vi tilbage til i de kommende dage.

Jyllandsposten.